Betingelser for unge under 15 år
Følgende betingelser for medlemskab i Ramløsehallens fitness for unge u. 15 år er gældende
Aldersgrænse og muligheder for dispensation
Aldersgrænsen for medlemskab og træning i Ramløsehallens fitness er 15 år.
Dispensationer for dette kan kun gives af Ramløsehallens halinspektør.
Der gives kun dispensation til børn og unge under 15 år, forudsat man træner med en TRÆNINGSANSVARLIG VOKSEN, der er fyldt 25 år.
Aldersgrænsen på den voksne kan frafaldes af halinspektøren, såfremt denne vurderer at andre kvalifikationer kan træde i stedet.
Den trænings-ansvarliges ansvar
Den træningsansvarlige skal altid være til stede under hele træningen og er ansvarlig for:
- Barnet skal under hele træningen være superviseret af den træningsansvarlige voksen.
- Barnet skal have et gyldigt medlemskab.
- Barnet skal kende og overholde centrets øvrige regler og retningslinjer
- Barnet skal følge et nedskrevet træningsprogram, der er godkendt af en af centrets instruktører.
- Programmet skal være tilpasset barnets alder, fysiske udvikling, erfaring samt eventuelle skader eller gener
- Øvelserne skal udføres roligt, kontrolleret og med korrekt teknik.
Hvorfor denne politik?
Børn og unge kan have stor glæde og gavn af styrketræning. Når træningen er korrekt tilrettelagt og foregår under passende opsyn, er den både sikker og med til at styrke muskler, knogler og motorik.
Børn og unge er imidlertid stadig under udvikling. Deres knogler har vækstzoner, og deres teknik, kropskontrol og evne til at vurdere en passende belastning er endnu ikke fuldt udviklet. Derfor er det vigtigt, at træningen begynder med lette belastninger og øges gradvist.
Overbelastning kan blandt andet give gener omkring senernes fæste på knoglerne. Et eksempel er Osgood-Schlatters sygdom, der giver smerter og øget knoglevækst lige under knæet og især ses hos fysisk aktive børn og unge under en vækstspurt.
For at forebygge skader og give barnet gode træningsvaner skal træningsprogrammet godkendes af en af vores instruktører, inden træningen påbegyndes.
Programmet skal justeres, når barnet udvikler sig eller får mere træningserfaring.
Styrketræning for børn og unge i praksis
- Begynd med lette belastninger og fokus på korrekt teknik.
- Som udgangspunkt udføres 1–2 sæt med 10–15 kontrollerede gentagelser pr. øvelse.
- Belastningen må kun øges gradvist og uden at gå på kompromis med teknikken.
- Barnet skal ikke konkurrere om at løfte tungest eller træne gennem smerter.
- Træningen skal stoppes, hvis barnet oplever smerter, svimmelhed eller andet ubehag.
- Træningsprogrammet skal altid følges, medmindre en træningsansvarlig har godkendt ændringerne
Konditionstræning for børn og unge
Konditionstræningen skal tilpasses barnets alder, kondition, erfaring og øvrige aktivitetsniveau.
Barnet skal begynde i et passende tempo og gradvist øge træningens varighed og intensitet.
Man er altid velkommen til at kontakte vores instruktører for hjælp til at udarbejde eller justere et individuelt træningsprogram